Vores kærligheds-historie

Vores fælles musikalske historie startede tilbage i 2012, da vores gode ven booker-Simon besluttede at lege Kirsten Giftekniv, og sendte os på en blind date på Nørrebro Bryghus. Ingen af os anede, hvad vi gik ind til – men vi åbnede hurtigt vores øjne og fandt ud af at vi trods store forskelligheder, både i personlighed og musikalsk smag, hurtigt fandt groovet. Vi faldt forlæns. Der var nemlig masser af gnist, latter og en følelse af, at vi var på vej ind i noget stort og rigtigt – som et crescendo i vores egen kærlighedssymfoni.

Allerede året efter – i 2013 – tog vi springet og flyttede sammen. Det var ikke kun en duo, men en trio, for lille Uma på 4 år, var med fra starten, og Simon trådte naturligt ind i rollen som bonusfar. Et ansvar han påtog sig med kærlighed, tålmodighed og en god portion humor.

2015 bragte endnu mere kærlighed da Adrian kom til verden og gjorde vores band komplet. Vi var nu en kvartet. Hverdagens soundtrack blev et mix af grin, travle morgener, kærlighed, larm og off-beats – en improvisation, hvor alle instrumenter fik plads.

I 2017 sagde vi et “praktisk ja” til hinanden ved Københavns rådhus. En borgerlig vielse, mest for at få styr på papirerne – og kærligheden var der jo allerede, og vi vidste, at når bandet spillede i takt, så var det tid til fejring og fest.

Og nu er tiden kommet til at gøre det rigtigt - at velsigne den modne kærlighed, feste til solen går ned og op, og fejre ikke bare vores ja – men vores liv og historie med vores venner og familie.

Derfor skruer vi op for brag af en bryllups festival - Love beat – hvor alle er inviteret til at være med på scenen og danse eller spille med i vores kærlighedsnummer.